<h1></h1>

Et værdigt ældreliv

I Aarhus skal man kunne se frem til sit ældreliv med glæde og ro i sindet. Det kræver, at man kan stole på, at man får den pleje og omsorg, der er brug for. Samtidig skal vi afhjælpe den ensomhed, der sniger sig ind på alt for mange ældre. Vi skal sikre, at mennesker, som lever med demens – og deres familier – får den bedste hjælp, vi overhovedet kan give. Og så skal vi styrke fællesskaberne. Så alle har mulighed for et aktivt og socialt seniorliv.

Derfor vil jeg:

  • Styrke hjælpen til livet med demens – både for demensramte og deres pårørende.
  • Sikre flere medarbejdere i ældreplejen – så der bliver flere hænder og mere tid til omsorg, pleje og nærvær.
  • Prioritere hjemmelavet, nærende og velsmagende mad til alle – så det både smager og dufter på byens plejehjem, og når hjemmehjælpen kommer på besøg.
O6A1364

Et grønnere Aarhus

Jeg drømmer om et Aarhus, hvor det grønne valg er det nemme valg. Et Aarhus, hvor vi tager ansvar for vores fælles fremtid, prioriterer naturen og bliver CO2-neutrale i 2030. Hvor naturen er vildere, og hvor flere børn vokser op med naturen lige udenfor døren. Hvor luften er renere, drikkevandet er beskyttet og dyrelivet vender tilbage i Aarhusbugten.

Derfor vil jeg:

  • Sænke prisen på den offentlige transport – så en billet maksimalt koster 15 kroner.
  • Lette trængslen i myldretiden – ved at bygge flere sikre cykelstier, udbygge den offentlige transport og investere i intelligent trafikstyring.
  • Skabe mere vild natur og beskytte grundvandet mod pesticider – ved at plante mere skov, omdanne landbrugsjord og frede flere arealer, så vi også i fremtiden kan drikke rent vand fra hanen.
O6A0983

En bolig man har råd til

Aarhus skal være en by for dig – uanset hvad du kommer fra. Derfor skal det være muligt at finde en bolig, man har råd til – både når man flytter hjemmefra, stifter familie eller drømmer om en tryg seniorbolig. Men med de stigende boligpriser bliver det sværere, og aarhusianere med helt almindelige indkomster risikerer at blive skubbet ud af den by, de kalder hjem. For mig handler det om at arbejde for et Aarhus for alle. Et Aarhus, der bevarer sin sjæl – og hvor almindelige mennesker har råd til at bo.

Derfor vil jeg: 

  • Sikre, at hver fjerde nye bolig er almen – så byen ikke kun er forbeholdt dem med de højeste lønninger.
  • Arbejde for at få flere grunde og huse på boligmarkedet – så flere børnefamilier kan få deres boligdrøm opfyldt i Aarhus.
  • Bygge flere billige og attraktive ældreboliger – så man kan blive boende i Aarhus hele livet.
O6A2959

 


En tryg barndom

Alle børn fortjener et godt børneliv og en hverdag med tryghed og omsorg – også udenfor hjemmet. Som far, og som borgmester, er det derfor afgørende for mig, at der er flere voksne omkring vores børn. Voksne, der har de rigtige forudsætninger til at se, støtte og lytte til hvert enkelt barn. Og hvor børn i mistrivsel får den nødvendige støtte i tide.

Derfor vil jeg:

  • Sikre flere voksne omkring vores børn – så der er tid til at hjælpe alle børn på vej i deres første vigtige år. Uanset om det er i dagtilbuddet, skolen eller SFO’en.
  • Modernisere vores dagtilbud og folkeskoler – så de fysiske omgivelser er tidssvarende og sikrer de bedste rammer for både børn og voksne. 
  • Gøre hverdagen for børnefamilier lettere – ved at udvide åbningstiderne i daginstitutionerne og mindske afstanden mellem hjem og dagtilbud.
O6A8980